Sys Svindings værker er præget af en stor bevidsthed om kultur- og kunsthistorien og en respekt for traditionen, både som begrænsning, som afsæt for egen tolkning og som frisættelse af stenens muligheder. Samtidig har hun sat sig ud over indsnævrende betegnelser som figuration, konkretion og abstraktion. Der er i virkeligheden lidt af det hele, men for Sys Svinding handler det i langt højere grad om, hvordan man kan iklæde den idé og essens, der gemmer sig bag de forskellige motiver, en adækvat kunstnerisk form og udtryk. Med de formelle og indholdsmæssige referencer til billedhuggertraditionen og vores kulturhistorie er det et bevidst valg at beskæftige sig med temaer og motiver, som måske netop på grund af det abstrakte udtryk er ur- og fællesmenneskelige. Det er en forvaltning af en skulpturel arv, som forener det fortidige og det moderne.

   Forenkling er ikke målet i sig selv, men en uomgængelig tilnærmelse til tingenes sande mening, sagde Brancusi. Heller ikke for Sys Svinding er kunstværket en virkelighedsefterlignende form, men en kombination af et motiv, en abstrakt idé og den stenblok, som naturen har leveret, set gennem kulturens optik, traderet gennem århundreder og manipuleret i nuet. Med sine skulpturer konkretiserer og præciserer hun form, tilfører den en varig status og skaber en receptionsmulighed, der rækker ud over øjeblikket og langt ind i fremtiden. Det er det kunstneriske indgreb i stenen, som gør skulpturen og formens privilegium erfarbar for beskueren.

   Sys Svindings arbejde kan identificeres med stenen, især granitten og diabasen, og et nærmere blik på hendes virke viser den rigdom af skulpturelle muligheder, der udnyttes og afsøges på stadig nye måder. Med stenen og dens særlige materialekarakter betoner hun forskellige aspekter af dens natur- og kulturhistorie; i de lave horisontalskulpturer er det landskabelige præsent, mens de vertikale peger på en statuarisk tradition og atter andre på vores fælles motiviske arv, porten, huset, båden, øksen osv. Det er karakteristisk for Sys Svindings skulptur, at den altid fluktuerer mellem materialepræsens og kunstnerisk form, mellem perfekt stilisering og det personlige sprog og signatur.

   Beskuerens møde med Sys Svindings skulptur er både formel og dybt sanselig. Det er et møde med materialets hårde og polerede, skinnende overflade og den præcise form og samtidig ønsket om at røre, at lade hånden følge samspillet mellem stenens stringente linjer og bløde former. Få formår som denne kunstner trods materialets hårdhed og tyngde at lokke en drømmende lethed og sensitivitet frem i stenens udtryk. Heldigvis er der stadig mange kunstnere, for hvem stenen har en særlig aura, for hvem stenen altid vil være en udfordring og for hvem den repræsenterer det skrøbelige køds møde med evigheden. Sys Svinding er en sådan kunstner, der koncentrerer sig om stenen i sin grundsubstans. Hun overvinder dens modstand, fjerner alt det overflødige og når frem til formens essens.

Eva Botofte, Cand.mag. i Kunsthistorie